50 år med præcision i hænderne

Hun gør det samme, som hun altid har gjort. Lægger emnet på plads, justerer, ser én gang og først derefter en gang til. Bevægelsen er rolig, præcis og velkendt. Det er sådan, arbejdet har set ud for hende i årtier. Dengang var der kun én etage på Stavangervej i Nakskov. Maskinerne var anderledes. Tempoet et andet. Meget blev gjort i hånden, og meget blev lært undervejs. “Man skulle lære at mærke det i fingrene,” siger hun.

I dag er Ortofon en moderne, teknologidrevet virksomhed med avancerede og højt automatiserede produktionsprocesser. Innovation, præcision og teknologi spiller en afgørende rolle i udviklingen af mange af virksomhedens pickupper, hvor maskiner, automation og målinger er en naturlig del af hverdagen. Men i MC-produktionen er det stadig hænderne, der bestemmer. Her foregår samlingen manuelt, fra vikling af de ekstremt fine spoler til montering af nål og nålerør. Trådene, der vikles, er så tynde, at man knap mærker dem mod fingerspidserne. Omdrejningerne tælles én for én. Under mikroskopet ses viklinger, der skal være fuldkommen symmetriske.

Der er ingen forskel på, om det er en klassisk SPU eller en af de mest avancerede MC-pickupper. Samme omhu, samme krav, samme ansvar.

Begyndelsen og SPU’erne

Da Marianne kom til Ortofon, havde hun ingen forestilling om, at det skulle blive begyndelsen på et arbejdsliv, der kom til at strække sig over 50 år. Hun husker ikke sin første dag i detaljer. Men hun husker følelsen. “At tænke: det her kommer aldrig til at gå.” Alt var småt. Alt hang sammen. Og alt skulle sidde rigtigt. Ikke nogenlunde, men præcist. Hullerne. Delene. Retningen. Der var ingen steder at gemme sig, hvis noget var bare en anelse forkert. Usikkerheden lå hele tiden lige under overfladen. Kunne hun få det hele til at stå lige? Kunne arbejdet bære videre?

Noget af det første, hun kom til at arbejde med, var SPU’erne. Dengang var det blot en opgave blandt flere. Men næsten umærkeligt blev det også her, hendes arbejde fandt sit faste udgangspunkt. “Ja,” siger hun. “Det var SPU’erne. Og det er det jo stadig. Det har det altid været.”

SPU-serien har en helt særlig plads i Ortofons historie og i vinylens. Navnet “SPU” står for Stereo Pick-Up, det udtryk man brugte i begyndelsen af stereoæraen om pickupper, der kunne gengive de nye stereoplader. Den første SPU blev introduceret i slutningen af 1950’erne og satte hurtigt en ny standard for både professionelle studier og audiophile lyttere. Siden da har SPU-designet været i kontinuerlig produktion og har opnået et ry verden over for sin naturlige, kraftfulde og musikalske gengivelse. Det var ind i denne tradition, Marianne trådte, længe før hun selv tænkte i erfaring eller specialisering.

Gennem årene har hun været omkring andre områder og produkter, men SPU’erne blev ved med at være den røde tråd. Ikke som et bevidst valg, men som et naturligt tyngdepunkt. Her gav arbejdet mest mening. Her fik erfaringen lov at vokse i dybden.

I dag betragtes Marianne som Ortofons SPU-specialist. Det er hende, man går til, når det handler om SPU’er, om processer, detaljer og kvalitet. Hun har set materialer ændre sig. Processer blive justeret. Mennesker komme og gå. Og sad selv tilbage med et håndelag, der langsomt blev en del af det, produktet byggede på. Ikke som noget, der kunne beskrives i en proces, men som noget, der satte sig i måden, arbejdet blev gjort på. “Når man taler SPU’er herude, så taler man også om Marianne,” siger Tina, teamleder. “Hun har haft hænderne på dem i så mange år, at hendes måde at arbejde på nærmest er blevet en del af produktet. Det giver en kontinuitet og en tryghed, som man ikke kan sætte system på.” Men vejen dertil var ikke uden justeringer. Noget af det, Marianne var mest nervøs for i begyndelsen, var netop præcisionen. At få det hele til at stå helt rigtigt. Og samtidig skete der noget uventet. Hun arbejdede for hurtigt. “Jeg fik skældud,” smiler hun. “Fordi jeg var færdig alt for hurtigt.” Der var 40 SPU’er i en kasse. Det skulle tage sin tid. Ikke fordi tempoet var ligegyldigt, men fordi kvaliteten var det, der talte.

Det var her, Marianne fandt den balance, hun siden har arbejdet efter. Hun havde tempoet i hænderne. Hun lærte hurtigt. Hun havde sans for arbejdet. Men hun lærte også tålmodigheden. At stoppe op, se igen og rette, før noget gik videre.

Erfaring, der bliver til viden

Meget af det, Marianne ved i dag, står ikke skrevet i nogen manual. Arbejdet hos Ortofon er bygget op omkring faste tolerancer, veldefinerede processer og løbende kontrol. Men inden for de rammer findes der et lag, som først opstår med erfaring. “Man skal stå med det for rigtigt at lære det,” siger hun. I MC- og SPU-arbejdet er målinger og instruktioner fundamentet. De sætter rammen og sikrer kvaliteten. Men når arbejdet bliver helt fint, når tolerancerne er små, og komponenterne næsten usynlige, er det håndelaget, der afgør, hvordan bevægelsen udføres.

Det ses i detaljen. Når hånden drejes en anelse. Når der stoppes op et øjeblik og først derefter arbejdes videre. Når noget er korrekt på papiret, men stadig kræver en justering, før det føles helt rigtigt. Under mikroskopet fremstår arbejdet knivskarpt. Fuldkommen symmetriske viklinger. Tråde så fine, at de knap kan mærkes mod fingerspidserne. Men bag det præcise resultat ligger gentagelse, øvelse og mange års erfaring. Det særlige ved arbejdet er, at hver SPU er samlet i hånden, men aldrig må lyde som et håndlavet produkt. De skal opføre sig ens. Hver gang. På tværs af årtier.

Det tager måneder at lære arbejdsgangene. Og år at lære at se forskellen.

Marianne har oplært mange gennem årene. Hun ved, hvor svært det er at forklare noget, der er blevet en del af kroppen, netop fordi det ikke kan reduceres til én enkelt instruktion. Oplæringen handler derfor lige så meget om at vise, hvornår man skal gøre noget, som hvornår man skal lade være. “Marianne oplærer ikke kun efter et skema,” siger Tina. “Hun stiller sig ved siden af, viser bevægelsen og lader folk prøve selv. Og så retter hun stille og roligt, hvis noget ikke føles rigtigt.” Det er her hendes særlige kombination bliver tydelig. Tålmodigheden til at vente og sikkerheden til at vide, hvornår man ikke skal. Perfektionismen er der, men uden at blive rigid. For hende handler arbejdet hverken om hastighed eller langsommelighed, men om at ramme det rigtige niveau og først sende noget videre, når det er dér. Når man har siddet med det samme håndværk i mange år, ændrer ens blik sig. Det handler ikke længere kun om at følge en proces, men om at forstå, hvor den kan blive mere stabil. Mere sikker. Mere præcis.

Hos Ortofon foregår udvikling ikke isoleret fra produktionen. Ingeniører, udviklingsteams og produktion arbejder tæt sammen, og erfaringen fra dem, der sidder med arbejdet i hænderne hver dag, spiller en afgørende rolle. For Marianne har den indsigt været en naturlig del af arbejdet. Ikke som store forkromede idéer, men som præcise observationer, der opstår i gentagelsen. “Marianne ser ofte udfordringerne, før de bliver rigtige problemer,” siger Tina. “Det er erfaring, man ikke kan læse sig til.” Derfor bliver Marianne også spurgt til råds. Ikke kun af kolleger i produktionen, men også af udviklings- og ingeniørteams, særligt når det handler om SPU’erne. Her bliver hendes rolle som Ortofons SPU-specialist tydelig. Når noget driller, ved hun ofte, hvor man skal begynde at lede. I samlingen. I gummiet. I tolerancerne. I de små detaljer, hvor forskellen opstår. Det er den slags viden, man ikke kan skrive fuldt ud ned. Men som lever videre i produkterne, i processerne og i de hænder, hun lærer op.

Kollegaskab, tempo og ansvar

Over tid bliver nogle mennesker pejlemærker. Ikke fordi de siger mest, men fordi de har været der længe nok til at kende sammenhængene. Marianne er én af dem. Den, man regner med. Den, man går til, når noget ikke opfører sig, som det plejer, og når der er brug for mere end en hurtig forklaring.

Meget har ændret sig i løbet af de 50 år, hun har været hos Ortofon. Nye bygninger. Nye maskiner. Nye pickupper. Produktionen er blevet mere effektiv, teknologien mere avanceret, og kravene højere. Tempoet er steget. Men balancen mellem hastighed og præcision har været den samme. “Man skal være hurtig,” siger Marianne. “Men man kan også blive for hurtig. Og så bliver det sjusket.” Det er ikke en erkendelse, der kommer fra teorien, men fra erfaring. Fra at have set, hvordan selv små afvigelser kan få konsekvenser senere. I arbejdet med SPU’erne, hvor tolerancerne er ekstremt små, og alt samles i hånden, er tempo nødvendigt, men aldrig på bekostning af detaljen. Præcision tager den tid, den tager. Hun bliver ofte beskrevet som rolig. Som én, der udstråler sikkerhed, også når arbejdet er krævende. Marianne smiler lidt ad den beskrivelse. “Jeg har også engang smidt en pickup igennem lokalet,” indrømmer hun. “Fordi den bare ikke ville virke.” Som Tina formulerer det, er Marianne rolig, men hun har også temperament. Gennem årene er der røget mere end én pickup i frustration. Men de er næsten altid blevet samlet op igen. Sat lidt i skammekrogen. Og gjort færdige, indtil de virkede, som de skulle. Det siger noget centralt. Ikke kun om Marianne, men om Ortofon. Kravene har altid været høje. Først og fremmest de krav, man stiller til sig selv og til det arbejde, der forlader hænderne.

Det er netop dér, roen opstår. I visheden om, at hvis noget ikke er rigtigt, så må man blive ved, til det er det. For arbejdet bag nålen handler ikke om at blive set. Det handler om, at det, der bliver hørt, er rigtigt.